Printfremstilling –
november 1999
    • 1. Printet renses omhyggeligt, helst med renseklods, eventuelt med fint ståluld. Er printpladen ikke færdigudklippet, opmål da printet efter tegningen. Opmærk med spids blyant. eller ridsespids på printpladens kobberside og afklip derefter nøjagtigt med en pladesaks. (Er printpladen af fenol (brunt), bør den opvarmes til 60-70 grader lige før klipningen.) En sidste tilpasning kan foretages med sandpapir.

2. Papiret med printtegningen foldes tæt langs printtegningens laengste kant, og printet skubbes (vendt korrekt) helt op i denne fold, med en negl efterprøves omhyggeligt om printet ligger rigtigt. Med en syl eller passerspids stikkes igennem papiret ved hver “prik” (hul), således at der kommer små mærker i kobberet.

3. Med blyant tegnes omridsene af kobberbanerne op. Dernæst dækkes disse med sort sprit-farve eller lak (Dalo lakpen er bedst, Pilot spritpen er for den lidt erfarne). Det kræver altid lidt øvelse at gøre det pænt, men sørg alligevel for at kobberet ikke kan ses under “øerne”. Ved lysshow og andre apparater, hvor der skal kunne gå stærke strømme i kobberbanerne, er det meget vigtigt at “øerne” ikke bliver for smalle. Prøv endvidere at undgå at kobberbanerne kommer for tæt på en kant, der kan røre metalkasse eller metallåg. Skrab eventuelt med en kniv.

4. Printet er nu klar til ætsning. Hertil kan anvendes FeCI eller SENO Finaetsekrystal, i passende opløsning (se stoffernes brugsanvisning – ofte 1/4 kg til 1 liter vand). Printet lægges i en plasticbeholder, indeholdende ætsebadet – brug ikke metalbeholdere. Vil man undgå at få syre på fingrene, kan man eventuelt bore et lille hul i hjørnet af printet og sætte en snor hen. ætseprocessen fremskyndes ved at bevæge beholderen under ætsningen. Finaets bør endvidere opvarmes til 40-50°C, f.eks. ved at placere plastikbeholderen i et vandbad

* PAS PÅ * ÆTSEFARE! *

Skal der fremstilles print i større antal, kan det anbefales at anskaffe en ætsemaskine, med indbygget varmelegeme og luftpumpe, se printmateriel-prislisten.

5. Så snart kobberet mellem banerne er væk, tages printet op og skylles i rindende vand.

6. Printet tørres og spritfarve/lakken renses af med f.eks. acetone. Det kan desuden være en god idé at lakere printet, enten med loddelak (f.eks. SK-10) som benyttes før lodning, eller med plastik-lak (f.eks. Plastic-70) som anvendes efter lodning.

P.S. Når du køber fotoprint hos os, kan du også bede om vores: “Vejledning til fremstilling af fotoprint”. .ætsemiddel.